BEHANDLINGSTILBUD
Klinikken varetager udredning og behandling i overensstemmelse med overenskomsten for speciallægepraksis med ydernummer.
Leder du efter en effektiv og fagligt korrekt afklaring og behandlingsopstart, så du kan komme på rette vej?
- Så er denne klinik måske noget for dig!
Læs mere om klinikkens tilbud nedenfor:
BEHANDLINGSMÅLET
1) Patienten opnår klarhed over tilstanden - såvel diagnose samt overordnet oversigt over årsagssammenhænge
2) Patienten opnår overblik over behandlingsmulighederne, og egnet behandling opstartes og følges til det punkt, hvor egen læge eller andre behandlere kan varetage det videre forløb.
3) Patienten forelægges en plan for, hvordan videre bedring kan ske - og hvordan man undgår, at tilstanden genopstår i fremtiden
KLINIKKEN ARBEJDER I KORTE, AFKLARENDE FORLØB
Forløbet indledes med grundig afklaring af tilstand og behandlingsmuligheder.
Herefter iværksættes relevant behandling, hvis patienten ønsker dette.
Forløbet afsluttes til almenpraktiserende læge, når tilstanden efter lægefaglig vurdering ikke længere fordrer speciallæge i psykiatri.
Der vil ved afslutningen blive udfærdiget en fyldestgørende behandlingsplan til egen læge, som kan varetage behandlingsforløbet herefter.
UDREDNING
Udredning tilbydes iht. overenskomsten i det omfang, henvisningen giver indikation for dette. Almindeligvis afsluttes ukompliceret udredning med en diagnostisk konklusion efter 2 konsultationer. Sjældnere i mere komplekse situationer kan enkelte yderligere udredningskonsultationer beregnes.
Udredning, diagnosticering, diagnostisk afklaring, vurdering - er alle ord, der dækker over det samme. En udredning leder ikke nødvendigvis til tildeling af en psykiatrisk diagnose. Mange andre tilstande, fx. psykologiske tilstande, ligger udenfor det diagnostiske spektrum.
En diagnose er reelt kun en overskrift, brugt af lægefaglige behandlere til at rubricere symptomerne i grupper. Det er således ikke nødvendigvis den hele og endegyldige nøgle til selvforståelse. Det kan dog være et vigtigt skridt på vejen.
Diagnosen er vigtig, fordi den leder til behandlingsanvisning. Og korrekt diagnose er nødvendig for korrekt behandling.
Findes tilstanden efter indledende vurdering ikke forenelig med faglig mistanke om en tilgrundliggende psykiatrisk diagnose som årsag til symptomerne - men skønnes symptomerne at hidrøre fra anden tilstand som fx psykologisk tilstand eller livsomstændigheder mv. - stilles der ikke tilbud om videre udredning eller behandling i regi af speciallæge i psykiatri. Udredning, herunder udrednings art og omfang, sker alene efter speciallægefaglig vurdering og ikke pr. ønske, såfremt der ikke er fagligt belæg for at imødekomme ønsket.
HVORFOR SIGER SPECIALLÆGEN NOGET ANDET END GOOGLE?
Det kan være svært selv at vurdere, hvad man fejler. Hvad er symptomer og hvad er ikke? Hvad kaldes symptomerne reelt? Hvordan er den ene eller den anden diagnose egentlig? Der er stor forskel på, hvordan psykiatriske begreber bruges i folkemunde og hvad de reelt betyder lægefagligt. Derfor bliver man let forvirret, hvis man prøver at diagnosticere sig selv ud fra internettet eller sammenligning med andre.
I klinikken tildeles diagnoser ud fra lægevidenskab. Det kan adskille sig markant fra de svar, man får fra internettets informationsjungle, drøftelser med pårørende samt diverse tests til hjemmebrug. Derfor kan man have en helt anden diagnose, end man selv forventede.
MEDICINSK BEHANDLING
Medicinsk behandling tilbydes i klinikken i det omfang, det grundet kompleksitet eller symptomernes sværhedsgrad fordrer speciallæge i psykiatri. Herefter overgår behandlingen til egen læge med en fyldestgørende behandlingsplan i et afsluttende notat.
Man kan således ikke forvente at være færdigbehandlet ved afslutning - men man kan forvente at være på rette vej.
Medicinsk behandling, der ikke fordrer speciallæge i psykiatri, kan opstartes til videre opfølgning herefter ved egen almenpraktiserende læge.
TERAPEUTISK BEHANDLING
Terapeutisk behandling kan i visse tilfælde tilbydes i klinikken i det omfang, det efter lægefaglig vurderes skønnes at fordre speciallæge i psykiatri og findes forenelig med de generelle rammer for behandling i regi af psykiatrisk speciallægepraksis. Almindelig psykoterapi, der kan varetages ved psykolog, tilbydes ikke i klinikken. Specialiserede terapiformer udenfor rammerne for almenpsykiatrisk speciallægepraksis tilbydes ikke i klinikken.
HENVISNING UDENFOR MÅLGRUPPEN
Dersom en patient henvist fra almenpraktiserende læge ved indledende vurdering eller undervejs i udrednings- eller behandlingsforløb findes ikke at henhøre under den i overenskomst mv. fastsatte målgruppe for psykiatrisk speciallægepraksis, afsluttes forløbet med enten:
1) Afslutning til egen almenpraktiserende læge med rådgivning indeholdende foreløbig vurdering, begrundelse for hvorfor patienten ikke er korrekt henvist, samt rådgivning om hvor videre håndtering af tilstanden kan varetages.
2) Viderehenvisning til ambulant regi i den regionale psykiatri, såfremt tilstanden møder kriterierne for direkte henvisning fra speciallæge i psykiatri til den ambulante psykiatri.
70 60 20 47
Åbningstider oplyses i telefonmenuen ved opkald.
NÆSTVED NORD PSYKIATRI
Skovbrynet 12
4700 Næstved
AI Website Generator